Hjem
Nyhed 235: Sæsonen er i gang !

5/9-2018: Sæsonen er i gang med første runde af Byturneringen.

 

Af Søren Dyberg Larsen

Mandag d. 3. september var der sæsonstart i Slagelse Skakklub med første runde i Byturneringen 2018.

I lighed med de sidste par år spilles turneringen i løbet af september måned over 7 runder.

I år deltager 18 spillere. Lidt flere end de sidste par år. Der var da også nye folk mødt op ligesom der også var spillere, som har spillet i klubben før. Opløftende var det derfor at sige goddag til blandt andet Christopher Nørregaard, som har en fortid i blandt andet Odysseus. Også gensyn med Gert Jørgensen, som ikke har været i klubben i over 10 år. Hans Lundkjær Rasmussen havde også fundet vej til klubbens lokaler. Det var ifølge Hans selv kun 39 år siden, han sidst vandt Bymesterskabet.  Det husker jeg selv svagt. Jeg var trods alt 15 år dengang. Sidst men ikke mindst var der gensyn med Mikkel Nyhuus, som også var i klubben for en del år siden. Dengang var han en lille junior spiller. I dag var han mødt op med fuldskæg og kasket. Tiden går som bekendt.

Christopher Nørregaard fik fornøjelsen af Villy i den seedede gruppe. Nørregaard havde ikke glemt, hvordan brikkerne flytter og vandt forholdsvis ubesværet over Villy. Gert skulle op mod Henning og da både Henning var godt spillende og Gert stadig virkede lidt rusten, så faldt gevinsten til Henning. Den forsvarende Bymester - Søren Dyberg Larsen - så til gengæld ikke for god ud mod sin nye onde ånd Lars Jørgensen. Søren spillede alt for sorgløst, risikabelt og upræcist i åbningen. Gik på bonderov og spillede bønderne på kongefløjen frem samtidig med at rokaden blev forsømt. Det udnyttede Lars sikkert og kørte et helt point hjem i første runde. Sidste parti i den seedede gruppe stod mellem Hans Lundkjær Rasmussen - i daglig tale blot Hans Rasmussen - og Flemming Andersen. I et helstøbt parti vandt Hans sikkert på trods af, at han kun havde 2 minutter tilbage på klokken, da Flemming opgav. Et flot come back af Hans i Byturneringen anno 2018.

Nørregaard møder Henning, mens Hans skal op mod Lars i runde to.

I den useedede gruppe er forhånds favoritterne Kurt Laursen og Jesper Dyberg Larsen. De havde begge ikke helt nemt ved at stryge et helt point i deres åbningskamp. Kurt var oppe mod Michael Petersen og det parti gik langt, før der var fundet en vinder i form af Kurt. Jesper var oppe mod Mikkel Nyhuus og skulle egentlig have tabt, men Mikkel forvirrede sig og smed det hele på gulvet til sidst. Partiet var i øvrigt aftenens sidste.

Nedzad Doric viste glimrende taktiske færdigheder ved at besejre Morten Jørgensen.

I runde to møde Jesper og Kurt, mens Nedzad møder Svend Dyberg.

Runde to og tre mandag d. 10. september 2018 med start kl. 19:00 - præcis !

Tabel: http://www.slagelseskakklub.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=361&Itemid=94