Hjem
Nyhed 236: Christopher Pickens Nørregaard vinder Bymesterskabet

25/9-2018: Bymesterskabet afgjort: Christopher Pickens Nørregaard vinder Bymesterskabet 2018.

 

Af Søren Dyberg Larsen

Der kom nyt navn på pokalen for bymesterskabet i Slagelse Skakklub. Det blev klart mandag aften d. 24/9-2018 omkring kl. 23:00 hvor sidste runde var færdigspillet. Christopher Pickens Nørregaard sejlede i mål i ensom majestæt med 5½ point ud af 7 mulige - et helt point foran forfølgerfeltet på 4 mand: Gert Jørgensen, Hans Lundkjær Rasmussen, Henning Pedersen og Søren Dyberg Larsen. Det skal dog nævnes, at vinderen af den useedede gruppe - Kurt Laursen - sluttede med den fornemme score 5 af 7 mulige. Det endda uden nederlag. En fornem præstation af Kurt.

Før de sidste to runder lå Hans Lundkjær Rasmussen og Christopher Pickens Nørregaaard alene i spidsen hver med 4 point. De havde undervejs spillet remis indbyrdes, mens Christopher havde spillet remis med Søren og Hans med Morten Jørgensen.

I runde 6 skulle Hans op mod Kurt Laursen mens Christopher havde fået fornøjelsen af Gert Jørgensen. Forfølgerfeltet nærmede sig og Gert havde spillet sig op. Det var lidt overraskende, at Kurt Laursen var med helt fremme på dette tidspunkt af turneringen - faktisk havde han mulighed for at vinde turneringen, selvom han var placeret i den useedede gruppe!

Kurt skulle dog gøre al tvivl til skamme, da han i flot stil slog Hans. Det var noget med et stærkt angreb i f-linien og en bonde på e6, der drillede Hans. Al fokus var herefter rettet mod partiet mellem Gert og Christopher. Gert havde lagt stærkt ud og spillede hel klart sin chance. Christopher holdt hovedet koldt og holdt også sammen på stillingen. Han slog kontra og afgjorde sluttelig partiet til sin fordel. Dermed også en klar fordel inden sidste runde.

På de følgende brætter var der også gang i løjerne; Henning slog Morten Jørgensen i et afvekslende og livligt parti. Villy Lindskov havde hvid mod Søren i en Sicilianer. Villy lagde lidt forsigt ud og Søren satte lidt tryk på Villy stilling. Det lignede en formalitet med to merbønder på kongefløjen omend der var en dobbeltbonde med i bagagen. Villy spillede mest aktivt og fik kongen manøvreret fint ind i Sørens stilling. Partiet sluttede remis, hvilket Søren ikke kunne være helt tilfreds med forløbet i partiet taget i betragtning. Hverken Villy eller Søren kunne derefter nå noget særligt i den samlede stilling.

I sidste runde skulle Christopher op mod Kurt og Hans fik fornøjelsen af Henning. Hans og Henning røg hurtigt en fredspibe og så kunne Christopher sejle mesterskabet sikkert i havn med et remis tilbud i en stilling, hvor han stod bedst. Det tog Kurt selvfølgelig imod og så sluttede de begge som vindere i hver deres gruppe.

Vi starter mandag d. 1 oktober 2018 med klubturnering. Turnus 1.