Hjem
Nyhed 243: Faxe I - Slagelse I: 4-4

29/10-2018: Faxe I - Slagelse I: 4-4 i første runde i Mesterrækken.

 

 

Af Søren Dyberg Larsen

Holdturneringen er i gang. Første runde for førsteholdets vedkommende var en udekamp mod Faxe. Flere af Slagelse spillerne er særdeles bekendt med Faxe Skakklubs lokaler. De deltager jævnligt i Faxes dagturneringer. Så det var for flere af Slagelse spillernes vedkommende tale om en hjemmebane nummer 2. Bort set fra det, så er det altid hyggeligt at komme til Faxes lokaler.

Vi havde i dagens anledning afbud fra John Heidelbach og Per-Henrik Nielsen. Med i stedet var Kjeld Lindhardt og Kurt Laursen. Ellers var det debut for vores "nye" hold med tilgang af Gert Jørgensen, Christopher Nørregaaard og Hans Lundkjær Rasmussen.

Efter små to timers spil så det helt lige ud. Hans havde nappet to bønder og dronningen var faretruende langt væk hjemmefra, men det så ud som om, den kunne komme hjem igen.

Første mand på tavlen var Christopher, som spillede remis mod Bent Petersen. En helt lige stilling i afbrudsstillingen. ½-½. Det så faktisk ud som om, vi havde et lille overtag på de øvrige brætter. Jeg havde dog selv tabt en bonde uden ret meget kompensation, men Lars begyndte at forvirre sig og jeg fik modchancer. Gert forsvarede sig fint mod Teimer og skovlede stille og roligt bønder ind. Det blev til to lette officerer for et tårn plus to merbønder. Det så lovende ud. Hans Lundkjær havde efterhånden fået to kvaliteter og et par bønder med i købet. Det burde være en formalitet. Villys parti var helt lige. Henning havde vundet en kvalitet. Kjeld Lindhardt havde en helt lige stilling og Kurt så ud som om, han havde en bedre stilling.

Desværre tabte først Kjeld efter at have spillet for hårdt på gevinst og derefter Kurt efter at have sat en officer i slag. 2½-½. Henning kunne ikke gøre sin kvalitet gældende, da det endte med kapløb mellem bønderne på hver sin fløj. Remis. 3-1. Lars Christensen havde i partiet mod mig forvirret sig og i tidnøden faldt det hele sammen, så jeg indkasserede et helt point. 3-2. Gerts stilling så vundet ud, men Teimer fik vundet en officer, så Gert kun havde to merbønder + løber for tårn. Man enedes om remis.  3½-2½. Remis blev det også som forventet i Villys parti. 4-3. Sluttelig vandt Hans Lundkjær også som forventet sit parti til slutresultat 4-4.

I dagens øvrige matcher var der lidt overraskelser her og der. Det er svært at pege på en favorit i gruppen. Både Holbæk og Køge har bedre placerede hold, som også spiller om søndagen og det kan spille ind på holdopstillingerne de pågældende dage. Men Holbæk II slog Holbæk III i første runde med hele 7½-½. Vi møder Holbæk II  i næste runde på hjemmebane. Forhåbentlig er vi i stand til at stille i stærkeste opstilling. Derefter følger endnu en hjemmekamp mod Maribo I. Maribo på forhånd udset til at være en af favoritterne i gruppen, men de tabte i første runde til Køge III. Lidt overraskende måske, men Køge ser stærke ud også i år.

Enkeltresultater:


Bræt

Faxe I

Bræt

Slagelse I

Resultat

1

Lars Christensen

1

Søren Dyberg Larsen

0-1

2

Torben Teimer Olsen

2

Gert Jørgensen

½-½

3

Bent Petersen

3

Christopher Nørregaard

½-½

4

John Zachariassen

4

Hans L. Rasmussen

0-1

5

Martin Steen Andersen

5

Villy Lindskov

½-½

6

Morten Henrik Olsen

6

Henning Pedersen

½-½

7

Kim Mikkelsen

7

Kjeld Lindhardt

1-0

8

Theodor Gisli Sigurlidason

8

Kurt Kjær Laursen

1-0

Ialt

4-4