Nyhed 355: Byturneringen i fuld gang |
14/9-2023: Byturneringen er i fuld gang.....
af Søren Dyberg Larsen Byturneringen er i gang ! I skrivende stund er vi tre runder henne. Der deltager i år 22 spillere, hvoraf flere er først gangs deltagere eller "gamle kendinge". I den seedede gruppe er forhåndsfavoritterne - målt på rating tal og tidligere tiders præstationer i hurtigskakken - John Heidelbach, Gert Jørgensen og Søren Dyberg Larsen. Outsidere må være Hans Lundkjær, Lars Jørgensen og Henning Pedersen. Ellers er der en del fokus på to "nye" i den øverste gruppe: Søren Jensen, som de fleste husker fra hans tid i Forlev Skakklub og så Martin Ørteby, som har en fortid i Valby Skakklub. I øverste gruppe er endvidere at finde Jesper Dyberg Larsen og Nedzad Doric, som i år får lov at prøve kræfter med de seedede spillere. I den useedede gruppe er Morten Jørgensen udråbt som forhåndsfavorit, men også her deltager der spændende nye folk: Torben Elleby, som for år tilbage spillede i klubben og Ole Snegaard, som de fleste kan huske som Ole Larsen - også en gammel kending. Endvidere Thomas Westenholz, som også er kigget forbi. Vi har også to unge spillere med: Sebastian Snegaard - søn af Ole - og Cinar Kaya, som har spillet skak hen over sommeren på Slagelse Bibliotek under Johns kyndige vejledning. Netop John har lagt sig i spidsen af turneringen med 3 point af 3. Da seedningen er ophørt spilles der nu i en stor gruppe. Så John har følgeskab af to useedede spillere: Torben Elleby og Ole Snegaard, som også hver har 3 point. Lige efter følger den forsvarende mester: Søren Dyberg Larsen med 2½ point. Søren fik i runde to og tre fuldt udbytte med sejre over henholdsvis Martin Ørteby og lidt overraskende Gert Jørgensen. John fik i runde to og tre sejre over henholdsvis Villy Lindskov og Henning Pedersen. Ole Snegaard imponerede ved at vinde over Morten Jørgensen i runde 3. I runde fire mødes Torben Elleby og John Heidelbach i det ene topopgør, mens Ole Snegaard får fornøjelsen af Søren Dyberg Larsen. Eneste seedede spillere, der tørner sammen i runde fire er Gert Jørgensen og Henning Pedersen. Næste runde mandag d. 18/9-2023 kl. 19:00 Tabel: Byturnering 2023
|