Hjem
Nyhed 364: Slagelse I - Faxe I: 5-3

31/1-2024: Slagelse I - Faxe I: 5-3 .....godkendt.

 

Af Søren Dyberg Larsen

Vi nærmer os afslutningen af årets holdturnering i mesterrækken. I de sidste to runder skulle vi møde Faxe 1 og Kalundborg I - to af forhåndsfavoritterne til at vinde gruppen. Søndag d. 28. januar tog vi imod Faxe I. Faxe havde afbud på bræt tre. Men Torben Teimer var blevet støvet af til lejligheden. Hans første holdkamp i år og bestemt ikke en svækkelse af holdet. Vi var i stærkeste opstilling, så det tegnede til en spændende match.

Første mand på tavlen var Hans på bræt 8 med en remis.  Det gik ellers over stok og sten i åbningen, hvor Hans ikke brugte megen tid og fik en mægtig stilling. Det lignede et spørgsmål om tid, før Hans ville booke et helt point. Men modstanderen forsvarede sig godt og opfindsomt og det opståede slutspil kunne faktisk gå begge veje, da remis blev accepteret. ½-½.

Næste mand på tavlen var mig selv mod Torben Teimer. Teimer tilbød i en stilling, der nok var en spids bedre for ham. Efteranalyserne viste også, at han nok kunne have spillet lidt bedre og fået en fordelagtig stilling. 1-1.

Endnu en remis blev tilføjet, da John på bræt tre også spillede remis. Det sluttede helt udramatisk. 1½-1½ herefter. Gert var på bræt 1 oppe mod stærke Flovin Næs, som havde en bonde mere og klar fordelagtig stilling. Det lignede desværre et nederlag til Gert her.

På bræt fire var Lars oppe mod en gammel kending: Bent Petersen. Bent havde meget optimistisk ofret en officer på Lars´ kongestilling for to bønder. Lars havde bragt kongen i "sikkerhed" på d3. Det lignede et point til Lars her ved korrekt og præcist spil.

På bræt 5, 6 og 7 så det faktisk rigtig godt ud for vores spillere: Søren Jensen med en bonde oppe og løberpar i et slutspil. Det burde give et point. Jimmy havde en klar fordel i sit parti: modstanderen havde ikke fået rokeret og tårnet på h8 havde problemer med at komme ud. Det burde give mindst ½ point, måske et helt point. Martin på bræt 7 havde også fordel: en officer for to bønder. Det burde også vinde ved korrekt spil; Modstanderens bønder skulle dog tages alvorligt, da de var forbundne og frie.

Søren vandt helt som forventet. 2½-1½. Jimmy vandt også efter fint spil: 3½-1½. Det så fint ud. Kun Gert var i problemer, men både Lars og Martin lignede point til os. Men skak er jo fra tid til anden et finurligt spil: Lars tabte til en velspillende Bent Petersen, der fik flere og flere bønder og det kunne Lars ikke holde i længden. Et surt nederlag her. 3½-2½. Martin havde også problemer med bønderne: modstanderen begyndte dels at sætte sine egne bønder i bevægelse dels at true Martins få tilbageværende bønder. Godt kæmpet af Faxe manden, der formåede at holde partiet remis med ganske lidt tid tilbage på klokken. 4-3 til os og kun Gert var tilbage.

Lidt tid var der også tilbage i partiet mellem Gert og Flovin. Faktisk var Flovin ude i to omgange at trække med kun 5 sekunder tilbage på klokken. I tidnøden var Gert bedst og højst overraskende strøg Gert et helt point efter flot og stærkt spil i tidnøden. Dagens mand - intet mindre. 5-3 og selvfølgelig helt og aldeles godkendt.


Enkelt resultater fra dagens match:

Bræt

Slagelse I

Bræt

Guldborgsund I

Resultat

1

Gert Jørgensen

1

Flovin Tor Nygaard Næs

1-0

2

John Heidelbach

2

Lars Christensen

½-½

3

Søren Dyberg Larsen

3

Torben Teimer

½-½

4

Lars Jørgensen

4

Bent Petersen

0-1

5

Søren Jensen

5

Kaj Johannsen

1-0

6

Jimmy Osted Nielsen

6

Kim Mikkelsen

1-0

7

Martin Ørteby

7

Martin Steen Andersen

½-½

8

Hans Lundkjær Rsmussen

8

Bo Heine Larsen

½-½

Ialt

5-3


Runde 7 bød i øvrigt på lidt specielle resultater idet Køge II slog Nykøbing Sjælland I med 8-0 (!), mens Kalundborg I slog Holbæk II med 7½-½. 

Det betyder, at Kalundborg er alene i spidsen inden sidste runde med 32½ point og 10 match point.  Sorø I og Slagelse I har begge 30 point og 8 match point på en delt andenplads. Faxe følger trop på fjerdepladsen med 27½ point og 9 match point.

Kalundborg møder Slagelse og Sorø møder Faxe. Vi skal således hente 2½ point, det vil sige der skal vindes med 5½-2½. Svært men ikke umuligt. Men det ligger nok til Kalundborg nu. Det er uklart, hvor mange der skal ud af mesterrækken. Måske kan det blive helt op til fire hold. I så fald er der pres på Faxe, da Køge på femtepladsen med 26½ point (kun et point efter Faxe) møder rækkens bundprop - Holbæk II - i sidste runde.

Sidste runde i Faxe d. 10. marts 2024.