Nyhed 382: Slagelse I - Holbæk I : 4½-3½ |
4/11/-2024: Slagelse I - Holbæk I: 4½-3½ i mesterrækken.
Af Søren Dyberg Larsen Første runde i årets holdturnering for førsteholdet i mesterrækken bød på et opgør mod Holbæk I hjemme. Det er nogle år siden, vi sidst har mødt Holbæks førstehold. Dengang var det i divisionen, hvor vi var oprykkere og Holbæk vist var nedrykkere. Det blev da også til et forsmædeligt nederlag på 1½-6½. Siden er der sket en del. Holbæk er ikke længere i divisionen blandt andet på grund af en del afgang af de stærkere spillere. Vores hold er nogenlunde styrkemæssigt som dengang, om end der har været en del udskiftninger undervejs. Under alle omstændigheder betragtede vi Holbæk I som et af de hold, der må forventes at spille med om de øverste pladser. Vi havde afbud fra Hans, som var blevet syg dagen før kampen. Villy blev hasteindkaldt på dagen. Holbæk med to afbud; blandt andet på bræt 2. Fra at Holbæk var svage favoritter bedømt på rating skulle matchen nu ende 4-4 iflg. doktor ELO. Efter den første time var der naturligt ikke meget at berette. Stille og roligt og helt lige over de fleste brætter. Søren Jensen på bræt fire havde optimistisk ofret en bonde i åbningen. Afhængig af hvem man spurgte, havde han lidt eller ingen kompensation. Første mand på tavlen var Martin - desværre med et nederlag til følge. En kedelig overseelse og så var det slut inden det for alvor var startet. Surt. 0-1. Det begyndte at se lidt tricky ud på flere af brætterne. Gert på bræt 1 havde en helt lige stilling, det samme havde jeg på bræt 2. John på bræt 3 var havnet i en stillingstype, der vist passede ham fint; jeg havde i hvert fald lidt optimisme her. Søren på bræt 4 var i et vældigt slag. Den ofrede bonde i åbningen havde ikke rigtig kastet noget af sig, men Søren forsøgte ihærdigt. Et parti der havde potentiale til det hele, som man siger i fodbold. På bræt 6 havde Lars også en helt lige stilling - måske havde han en lille fordel på udvikling og bedre bondestruktur. Kjeld på bræt 7 havde problemer. Det så ikke godt ud. Modstanderen var over det hele og Kjeld kæmpede bravt med at holde sammen på stillingen. På bræt 8 var Villy havnet i en stilling, der kunne blive til hvad som helst. En lidt skarp kongeinder, der også havde potentiale til at blive et spændende parti. Det sluttede dog med fredspibe mellem Villy og Erling Bruun på bræt 8. ½-1½ herefter. Jeg fulgte efter ligeledes med en halv. Partiet kom aldrig rigtig ud over remis grænsen. Så en halv her også. 1-2. Det var lidt svært at se, hvor vi skulle få vores hele points fra. Det lignede mest halve rundt omkring og Søren Jensen havde nu ofret en officer også. Det endte i et drabeligt opgør, hvor Søren efter en række skakker krævede remis efter at samme stilling var opstået tre gange. Vi måtte herefter rekonstruere partiet udenfor spille lokalet. Den var god nok: Søren fik sin remis. Retfærdigvis skal det siges, at Søren stod klart til tab, så her fik vi foræret et halvt point. 1½-2½. Lars havde spillet sig ind i kampen for alvor og pludselig gik det galt for modstanderen. Der røg simpelthen et tårn. En kærkommen gevinst til os. 2½2½. Tre partier tilbage: Gert på bræt 1 med et voldsomt angreb i h-linjen, som med lidt held kunne kaste et helt point af sig, hvis ikke det var for Hans Henrik fra Holbæk, som man ikke sådan uden videre kører hen over. Remis var nok mest sandsynligt her. John på bræt 3 havde fået nappet en bonde. Det lignede et helt point her. Til gengæld så det ikke for godt ud for Kjeld på bræt 7. Modstanderens springer var bedre end Kjelds løber i slutspillet. Kjeld fik dog en gylden mulighed for at spille sin konge til a5 i stedet for til b6, som i partiet. Kjeld kunne true med bonde b5-b4 og hvis springeren slog bonden på b5, havde han frit lejde til de to hvide bønder på kongefløjen: L x f4 og g5. Sådan opfattede jeg det i hvert fald under partiet :-) Kjeld hold dog hjem med en halv. Det samme gjorde Gert. 3½-3½ og med kun Johns parti tilbage var det i hans hænder. Mer bonden blev vekslet til en kvalitet og resten var teknik fra Johns side: 4½-3½ sejr til os. Lidt heldigt. Indrømmet. Enkelt resultater fra dagens match:
Det bemærkes iøvrigt, at Faxe helt som ventet slog sit andethold. Cifrene 7-1 var dog lidt overraskende. Køge II fik også ram på en anden oprykker: Dianalund. 6½-1½, men på grund af holdsætningsfejl får Dianalund fratrukket et point, så: 6½-½ i den match. Ikke en optimal start for de to oprykkere. Lidt overraskende var det vel også, at et afbudsramt Sorø mandskab var i stand til at slå Maribo I med 5½-2½. Turneringen er i gang. Vi får besøg af Faxe II i næste runde. Derefter går turen til naboerne fra Sorø, inden vi kan gå på juleferie. Så er vi nok lidt klogere på det hele.
|