Hjem
Nyhed 415: Michael Petersen 23/2-1955 - 18/2-2026

Nyhed 415: Michael Petersen  23/2-1955  -  18/2-2026

 

Af Søren Dyberg Larsen

Det var en trist nyhed, der ramte mit bord i den forgange uge, da jeg fik at vide, at Michael Petersen var afgået ved døden.

Selvom Michael ikke var aktiv i Slagelse Skakklub de sidste par år af sit liv, bevarede han sit medlemskab til det sidste.

Michael vil hovedsageligt blive husket for sit arbejde i bestyrelsen som kasserer. I mere end 30 år varetog han denne post, og udførte arbejdet med stor omhu og rettighed.

Da jeg som 10-årig første gang mødte op i Slagelse Skakklub (1974) var Michael i klubben. Senere blev Michael kasserer i den daværende bestyrelse, og da jeg blev formand, var Michael der stadigvæk. Hver gang når sæson var ved at gå på hæld, og jeg spurgte om han ville fortsætte arbejdet som kasserer svarede han altid: ja da!

Omkring 2020 gik den ikke længere for Michael. Helbredet var ikke, hvad det havde været, og da han meddelte, at han ville trække sig som kasserer faldt det helt naturligt og jeg takkede ham for den store indsats. Det blev desværre også enden for Michaels skakkarriere. Vi så ham ikke mere i klubben, men medlemskabet opretholdt han til det sidste.

På skakbrættet var Michael lidt af en karakter. Han blev aldrig en spiller med stor styrke i skakspillet. Michael spillede dog ganske underholdende skak og han brugte ikke meget tid i sine partier. Deraf kom også, at han var ganske habil i lynskak.

Jeg lærte også Michael at kende fra en anden side: quiz.

Michael var på sit hold (The Mulligans) og jeg var på mit hold. Vi dystede hver anden torsdag på Upper Hill i Slagelse. Her var Michael også lidt af en institution. Han var utrolig vidende, og vi blev ofte sat til vægs af Michael og hans hold.

I Slagelse Skakklub har vi en pokal, som hvert år uddeles til "Årets Spiller". Pokalen er gået hen og blevet lidt af et "must have" for spillerne. Bestyrelsen vælger årets spiller, og det har altid været en uskreven regel, at ingen fra bestyrelsen kunne få pokalen. I 2013 valgte vi dog at fravige den regel: Michael fik sit navn indgraveret på pokalen.

Michael døde i denne uge - kun et par dage før han ville være fyldt 71 år.

Æret være Michaels minde.